Russ er en del af skoven - som en slags skovens væsen ...

De vilde russ ...

Russ-hopper og føl på Lojsta Hed 
  

Gotlandsruss er en af verdens ældste hesteracer -
et nu-levende fortidsminde.
Russet stammer fra den Svenske ø Gotland og ´russ´ betyder hest på Gotlandsk. Russ kaldes lokalt også for Skogsruss eller Skogsbagge i betydning ´et firbenet dyr fra skoven´.
 

Russets historie begynder for over 5000 år siden, helt tilbage i stenalderen, hvor man fra udgravninger af bopladser har fundet rester af knogler og tænder efter dem.
Sandsynligvis er de, uden menneskelig hjæp, selv indvandret fra centraleuropa i takt med at isen trak sig tilbage efter den sidste istid.

Det er efterkommere af disse små seje heste, vi i dag kender som Gotlandsruss.

I flere tusinde år levede disse ur-heste vildt og strejfede om på hele Gotland.
Af og til har menneskene sikkert fanget en russ, først og fremmest for at dræbe og spise den. Senere har man så fundet på at tæmme den og anvende den som arbejdskraft.

Dansk avl

Dansk Gotlandsruss Avlsforening samarbejder med det svenske moderforbund, Svenska Russavelsföreningen. De principper, der er opstillet af moderforbundet, efterleves og der anvendes dommere fra SvRF til sikring af en ensartet standard. (Dommeren er et krav fra SvRF). Stambogsføringen foretages i Danmark af SEGES, der står som garant for, at alle lovgivningsmæssige krav i forhold til registrering efterleves.

Russ og mennesker ...

Hingsten John Russ 422 ( Liselotte Erixsson )
f. 1987 e Komet 338 u Russita 2162
med sine sønner Hygglo & Hyvens
 

Længere oppe i tiden, da der der kom flere og flere mennesker til, blev de vilde russ trængt og deres levemuligheder indskrænkede og forringede. Meget af skoven blev fældet, for at jorden kunne blivet opdyrket til landbrug. Russ kom nu til at spille en vigtig rolle som arbejdshest i landbruget. Man indfangede og tæmmede de heste, man havde brug for til kørsel og markarbejde. Der blev også en vis efterspørgsel på de små heste fra udlandet. I slutningen af 1800 tallet blev mere end 2000 Gotlandsruss eksporteret fra fødeøen til bl.a. England, Tyskland og Belgien, - typisk for at arbejde i kulminerne.

I løbet af 1800 tallet blev de vilde russ jaget som skadedyr, fordi de løb ind på bøndernes marker og ødelagde afgrøderne. Endnu så sent som i 1932 berettes om vilde jagter på omstrejfende russ.

Russ i nyere tid ...

Hingsten Qveivars Lail Gaist ( Solveig Axelsson )
f. 2003 e Komet 338 u Allgunnens Gloria 2700


I 1930´erne var Gotlandsrusset i stor fare for at blive udryddet. Der var kun 30 hopper og 14 hingste tilbage i avlen på Gotland. Heldigvis var der en håndfuld entusiastiske avlere, som gjorde en stor indsats for at redde Gotlandsrusset fra at uddø.
I 1950´erne valgte man at indsætte en Welsh hingst ( Revel General ) i avlen og da han døde, en Welsh Mountain hingst
( Gribban Daniel ), for at undgå for meget indavl.
Stambogen for Gotlandsruss er i dag en lukket stambog - dvs. at kun racerene russ kan optages i stambogen. Cirka halvdelen af alle nulevende russ kan føres tilbage til de to Welshhingste, men russet har alligevel bevaret sine oprindelige kendetegn:
Den lavt ansatte hale og den lige profil, og mange har den karakteristiske lysebrune farve med ´melmule´ og lys bug, men findes også i mange andre smukke farver.

Gotlandsrusset er en ganske ædel lille hest, der kategoriseres som varmblod.
 

Russ i moderne tid ...

Hoppen Kongsgaards Anja ( Mette kongsbach )
f. 2007 e Django GRH 20 u Tarpans Gumma GR 49

På Lojsta Hed, som er 650 ha indhegnet skov på det midterste Gotland lever endnu i dag en vildtgående flok på cirke 80 russ bestående af moderhopper, føl og ungheste samt en hingst der sættes ind hver sommer. Hestene lever her i skoven året rundt som de altid har gjort, dog med den forskel at der føres tilsyn med dem og de støttefodres med hø om vinteren.
De vilde russ på Lojsta Hed er i dag en stor turistatraktion og hver sommer når hestene samles til præmiering trækker det mange hundrede tilskuere til.
Årets føl sælges fra om efteråret bortset fra enkelte hoppeføl, som får lov til at blive i flokken hele deres liv for at føre slægten videre.
Med 6000 registrerede russ i Sverige er racen truet og den er også kommet på EU´s liste over bevaringsværdige husdyrracer.

Fra vildruss til sportshest ...

Hoppen Zhakelina, 22 år & Julie, 10 år ( Bettina Langhoff )
f. 1986 e Brunte 220 u Zinta 2703

Gotlandsrusset er en hårdfør og sej lille hest som kan anvendes til alle former for ridning og kørsel. Bevægelsen er let og energisk med god fremdrift i både skridt, trav og galop. Mange russ deltager med succes i dressur- spring og militarykonkurrencer på højt niveau. Russ har en imponerende springevne og et uovertruffent gå-på-mod og den springer let over sin egen højde. Russ er stærke og udholdende, og selv om man er blevet for stor til at ride på sin russ, kan man sagtens have meget glæde af den som kørehest.
En russ er smidig og let at manøvrere, så den egner sig udmærket til præcisionskørsel -
f.eks. Top-cup og andre former for kørsel hvor der er lidt fest og fart på.

En russ lever længe og er holbar som sportspony i mange år, under de rette livsbetingelser.

Gotlandsruss er også fødte væddeløbere da de har et utroligt og jordvindende trav og de er helt suveræne inden for sine klasser i ponytravsporten.

Russ er i besiddelse af stort mod, energi, udholdenhed og arbejdsglæde.